Den mentale belastning — det arbejde, ingen kan se
At huske, planlægge og mærke efter om alle har det godt er også arbejde. Her er hvorfor det dræner så meget, hvorfor det oftest ligger hos moren, og hvad der faktisk kan laves om.
Der findes en type arbejde, som ikke står i nogen kalender, ikke bliver talt med i nogen fordeling af opgaver, og som ingen siger tak for. Det består i at huske.
Hvornår der er forældremøde. At der skal købes gave til den fødselsdag på lørdag. At den ene efterhånden er vokset ud af sine gummistøvler. At den anden har været mere stille end normalt i to uger. At der skal bookes tandlæge, og at receptet på noget snart løber ud.
Ingen af de ting tager lang tid. Det er ikke dét, der er problemet.
Problemet er, at de skal huskes hele tiden. Der er ikke et tidspunkt, hvor listen er tom, og der er ikke et tidspunkt, hvor man har fri fra den.
Hvorfor det dræner mere end opgaverne selv
Hvis nogen bad dig købe gummistøvler, ville det tage tyve minutter. Det er ikke tyve minutter, der slider.
Det, der slider, er at være den, der skal opdage, at støvlerne er blevet for små. At holde en løbende oversigt over fire menneskers liv kørende i baggrunden, samtidig med at du laver noget andet. At vide, at hvis du glemmer det, er der ingen anden, der fanger det.
Det svarer til at have tredive faner åbne på en computer, der også skal køre noget andet. Maskinen kan godt — den bliver bare langsom og varm, og batteriet holder ikke dagen.
Og det er præcis dét, der gør, at man kan sige jeg laver jo ikke så meget og alligevel være helt drænet klokken 19.
Hvorfor det som regel ligger ét sted
Det behøver ikke handle om, at nogen er doven, eller at nogen ikke vil hjælpe. I de fleste familier jeg møder, hjælper begge parter gerne.
Men "hjælper" er selve pointen. At hjælpe forudsætter, at der er en anden, der har overblikket og uddelegerer. Den, der spørger hvad skal jeg gøre?, er ikke den, der bærer belastningen. Den, der skal svare på spørgsmålet, er.
Derfor rykker det sjældent noget at fordele flere opgaver. Det rykker at fordele ansvarsområder — altså at nogen overtager både opgaven og det at huske den.
Der er forskel på "kan du lige hente på fredag" og "du har ansvaret for alt, hvad der har med daginstitutionen at gøre: aftaler, tøj, beskeder, fødselsdage". Det første er hjælp. Det andet er en aflastning.
De fire ting, der faktisk flytter noget
1. Skriv listen ned. Hele den. Alt du huske-arbejder på i løbet af en uge, også det pinligt små. De fleste bliver overraskede over længden — og det er første gang, den bliver synlig for nogen anden end dig selv.
2. Fordel ansvarsområder, ikke opgaver. Hele områder, med hukommelsen indeni. Det gør ondt at give slip, fordi det bliver gjort anderledes end du ville. Det er prisen, og den er værd at betale.
3. Accepter, at det bliver gjort ringere i starten. Overtager du igen første gang noget bliver glemt, har du lært alle, at systemet er, at du overtager. Så bliver det aldrig fordelt.
4. Slet noget. Ikke alt på listen skal laves af nogen. En del af den mentale belastning er standarder, du selv har sat, og som ingen andre kræver — hjemmebagt til klassefesten, det pæne tøj, det perfekte fødselsdagsbord. Det må gerne stå der, hvis det giver dig noget. Men gør det ikke, må det gerne ryge.
Når det er gået for vidt
Der kommer et punkt, hvor det ikke længere handler om at organisere sig bedre. Hvor man er så tom, at man ikke engang kan svare på, hvad man selv har lyst til, hvis man fik fire timer for sig selv.
Der er belastningen holdt op med at være et logistikproblem og blevet til udbrændthed. Og dér virker gode råd om at prioritere sig selv ikke — for man ved det allerede godt, og det er en af de ting, man har dårlig samvittighed over.
Kendetegnene er de samme som ved anden udbrændthed: træthed der ikke går væk med søvn, kort lunte over småting, følelsesmæssig fladhed. Forskellen er, at der ikke er noget at sygemelde sig fra, og at ingen udefra har set det ske.
Det er ikke et spørgsmål om at elske sine børn nok
Jeg vil sige det tydeligt, fordi det er dét, næsten alle spørger om til sidst, og som regel med en undskyldning foran.
Udbrændthed opstår ikke hos dem, der giver for lidt. Den opstår hos dem, der har givet for meget i for lang tid. Det er en tilstand af tomhed, ikke et udtryk for, hvem du er som forælder.
Og det er en tilstand, man kommer ud af igen — når man begynder at behandle den som noget virkeligt, i stedet for noget man burde kunne tage sig sammen til.
Vil du tale om, hvordan din uge faktisk ser ud, og hvad der kan laves om i den, så ring eller skriv. De første 15-20 minutter er gratis, og de fleste starter med at sige, at de ikke rigtig ved, hvor de skal begynde.